Sådan undgår du ensomhed og får nye venner når du er blevet alene med dine børn
Gode venner og bekendte kan du ikke få for mange af. Det er tid til at slagte enhver snert af ensomhed, udvide dit netværk og bruge det som aldrig før.
Vi er mennesker, og sådan nogle er sociale væsener. Som mennesker har vi brug for at høre til, vi har brug for hinanden. Nogle af dem er de tætteste venner eller familien, og så er der bekendte, kolleger, og dem som vi støder tilfældigt på. Vi spiller forskellige roller af forskellig vigtighed for hinanden, men næsten ingen af os trives uden social kontakt.
Det landskab af kontakter bliver der som regel flyttet alvorligt rundt på, når de voksne i en familie bryder med hinanden. Dels af den indlysende grund, at de begge mister den anden, der formentlig har været den vigtigste person i livet hidtil. Dels fordi brudfladerne strækker sig meget længere end til blot de to, der indtil nu har dannet par.
Deres respektive familier har nemlig også været flettet ind i hinanden. Der er fælles venner, bekendte og naboer også – alle nogle, der tilsammen har udgjort parrets og den enkeltes fundament og netværk. Nogle af disse føler sig nødsaget, eller presset, til at vælge side efter sådan et brud i omgangskredsen. Så pludselig er der nogle, der ikke længere ringer eller inviterer. Når du kontakter dem, trækker de lidt på det, og bliver de presset, mumler de noget om, at ”Det er nok det bedste, hvis vi ikke…”
For nu at skære ind til benet: Der er pludselig færre mennesker omkring dig, du føler dig ofte alene og nogle gange ensom med din nye status som far eller mor med børn. For mange er det både trist at opleve, og samtidig skulle erkende, at ens sociale liv er blevet mere fattigt og farveløst.
Find nogle andre singleforældre at være sammen med
”Du må finde nogle nye venner. Prøv at gå til et foredrag eller sådan noget. Op på hesten igen,” lyder et af de velmente råd, de fleste af os har lagt øre til. Jo tak, finde nye venner? Gå til et foredrag, hvor jeg ikke kender en sjæl, og det skulle der pludselig komme venskaber ud af?
I princippet er rådet om at gå ud og være sammen med andre godt nok. Det er bare meget sværere i praksis, fordi vi både har vores egen generthed at tage hensyn til, og fordi vi lever i en kultur, der ikke er så gæstfri og favnende, som vi ønsker at tro. Ikke fordi vi er kolde eller ondskabsfulde, men forbeholdne er vi tit. ”Lad os nu lige se det hele lidt an først…”
Men jeg vil altså være sammen med nogle andre voksne mennesker, og det skal helst være nu. Også selv om jeg måske bor i et tyndt befolket område, hvor der er ikke er så mange aktiviteter eller steder at mødes. Så et mere anvendeligt råd er mere end velkomment.
Singleplus er stedet, hvor alenemødre og –fædre knytter nye venskaber, udveksler erfaringer og laver aktiviteter ude i virkeligheden. Det er stedet, hvor du kan udvide og forny dit netværk, og jo flere der bidrager aktivt, jo bedre bliver oplevelsen for alle.
Skovtur, snobrød og voksentid
Som andre netværk fungerer Singleplus, fordi medlemmerne har lyst og overskud. Lyst til at deltage i aktiviteter og overskud til at tage initiativer somme tider. Oveni er det også et forum, hvor medlemmerne debatterer, stiller spørgsmål og svarer ud fra de erfaringer, de hver især har gjort sig.
Her kan du spørge efter en god opskrift på forloren hare og selv bidrage med din udgave af hummus. Eller diskutere hvad der er en rimelig sengetid for 10-årige, og om børn kun skal invitere deres venner til fødselsdag eller hele klassen. Du kan finde andre enlige forældre og sammen planlægge en skovtur for børn og voksne med skattejagt og snobrød. Eller hvad med en tur i biografen, en eftermiddagstur på museet, og en aftentur i byen, når I er børnefri? Eller passe børn for hinanden, hvis der en dag er en voksenting, en af jer brænder for?
Der er fædre, der trods al deres kærlighed til børnene, er på herrens mark, hvis de skal klippe-klistre og lave julehygge en hel eftermiddag, selv om ungerne er vilde med det. Der er også kvinder, der er trætte af ventetiden og prisen for at få lappet deres cykel, men lige savner et par cowboytricks for at blive bedre til at gøre det selv. Der er så mange områder, hvor det er en fordel at inspirere og trække på hinanden.
Fællesskab varmer i sjælen
Det er da også vældig praktisk at hjælpe hinanden og udveksle tjenester. Vi skal dog ikke overse de sociale gevinster ved at være med i et netværk. Det luner simpelthen indeni at være sammen med andre, have det hyggeligt og så gå hver til sit efter nogle rare timer sammen.
Det kan du selvfølgelig også gøre med andre enlige eller par uden børn – ikke et ondt ord skal lyde om disse mennesker. Mange af os har nok bare gjort den erfaring, at vi identificerer os mere med andre, der er i nogenlunde samme situation og har lignende erfaringer. Skal vi være ærlige, kunne vi måske også nogle gange ønske os lidt af den frihed, man har uden børn. Men sammenligner vi vores liv med de barnløses, er det alligevel som om, vi har fået nogle erfaringer og indsigter gennem det at være forældre, som vi føler både giver os en indre rigdom og somme tider også nogle småskrammer og bekymringer. Og især at begge dele hører med til at leve livet fuldt og helt.