Sådan bager du brød med dine børn på den rigtig sjove måde
At bage sit eget brød er lækkert, sundt og giver en dejlig følelse af at kunne selv. Og så kan arbejdet endda have sin helt egen terapeutiske effekt.
Er der noget bedre end at sætte tænderne i et stykke friskbagt brød? Det eneste argument imod at bage sit brød selv kunne være, at det tager tid, for netop tid er en begrænset ressource, ikke mindst for alle os, der er alene med børn. Heldigvis tager det kun meget lidt reel arbejdstid at slå et par brød op eller bage en pladefuld lækre boller. Og så er det tilmed billigt – en ekstra fordel, især hvis du er enlig forsørger.
Med børn i huset bliver brødet også spist, for det er godt til madpakkerne og som et sundt mellemmåltid. Skulle du endelig stå med et brød eller nogle boller i overskud, kan du tage fryseren til hjælp, hvis det ikke lige er dit barns tur til at have noget med til klassens time. Eller brug brødristeren. Allersidste udvej er at banke det tørre brød til rasp. Det skal nok blive spist!
Brød er sundt og bør indgå i vores daglige kost. Brød er lavet af korn, der indeholder protein og vigtige B-vitaminer. Som bonus er der fibre, der er gode for fordøjelsen. Jo flere dele af kornet, som kim og klid, der er i melet, jo flere næringsstoffer indeholder det. Du kan tilsætte hele eller knuste korn, som du bløder op i vand først, og du kan bage af hvede, rug, spelt og mange andre kornsorter – tag gerne udgangspunkt i en opskrift eller gå på et bagekursus, hvor det pludseligt bliver meget hyggeligere at få inspiration og ny læring. Nettet bugner af lækre forslag. Det er bare at skrive ordene brød og opskrift i din favoritsøgemaskine, så har du inspiration til de næste mange års bageri.
Brød og børn
Børn elsker at bage. De bruger deres hænder, de formgiver brødet efter deres egen fantasi, og de nyder magien, når de kigger gennem glasset til ovnen, mens brødet vokser og bliver lækkert lysebrunt. Som far eller mor til små og mindre børn, er det dog dig, der betjener ovnen, for brandsår er smertefulde og skadelige.
Børn er også utålmodige. Jo mindre de er, jo sværere har de ved at vente på, at dejen hæver. Mål og vægt er heller ikke spændende størrelser, når man er lille. Så vent med at tage de mindste med hen til køkkenbordet, til den hævede dej skal formes til brød og boller og efterhæve på pladen. Den del af processen er meget sjovere. Kan de små ikke stå sikkert på en stol, så anbring dem hellere ved det rengjorte spisebord, hvor de rigtig kan sidde og forme figurer og lave mønstre, uden at du skal være nervøs for, at de falder. Et forklæde er en god ide, og at vaske hænder før arbejdet er et must.
Boller, kagemænd og kagekoner er de sjoveste at lave. Hvis du skærer dejen i ensartede stykker, bliver hver bolle (eller fabeldyr) nogenlunde lige store og bliver derfor færdigbagt nogenlunde samtidig. Så er succesen i hus. ”Se, det har jeg selv lavet!” Skal de små endelig lave et brød, så lær dem at lave et fletbrød, der vækker jubel:
- Del dejen til et brød i tre lige store stykker
- Tril de tre stykker til pølser, der er lige så lange som bagepladen
- Flet de tre pølser sammen, lige som du fletter hår. Tryk enderne lidt sammen
Du behøver ikke engang en opskrift for at gå i gang. Du kan bage et godt, koldhævet brød med mel, gær, vand og salt. Et godt skvæt olivenolie gør dog ingen skade. Mål og vægt behøver du heller ikke at tage så tungt. Til et enkelt brød gør du bare sådan her:
- Tag en skål, og opløs en femtedel pakke gær i en smule lunkent vand
- Hæld to krus koldt vand, lidt olie og et par gode nip salt i og rør rundt
- Kom langsomt mel eller en -blanding i og rør rundt til det ikke er alt for klistret
- Slå dejen ud på et melet bord, og ælt mere mel i dejen, til konsistensen føles som en lidt fugtig øreflip
- Lad dejen hæve tildækket i tre-fire timer, men gerne længere
- Slå dejen ud på bordet, form den til et brød og lad det efterhæve tildækket på bagepladen en lille times tid
- Rids brødet og smør overfladen med vand, kaffe eller et pisket æg
- Bag i ovnen ved cirka 200 grader til brødet er pænt brunt og lyder hult, når du banker på det med en kno. Det tager fra tre kvarter til en times tid
Der er plads til to brød på en bageplade, og så skal du lægge ud med fire krus vand til den dobbelte portion. Eller et enkelt krus vand, og så passer det lige med en pizzabund, der dækker bagepladen.
Inden længe har du sikkert lyst til at eksperimentere lidt. Du får et brød med mere bid i, hvis du tilsætter durum-mel og lidt mere salt. Du kan også komme opblødte korn i eller en rest havregrød, bulgur, couscous, frugt, nødder – prøv dig frem.
Når bagning bliver til terapi for singleforældre
Som singleforælder med børn har du brug for rare stunder og afslapning. Ikke for flere byrder og forpligtelser der gør et indhug i din kostbare fritid. Naturligvis er det meningsfuldt samvær og læring, når du bager med dine børn, men du bliver også beriget af at bage alene. Og hvorfor nu det?
Jo, du mærker en velsignet ro ved at stå og ælte dej. Det kræver ikke alverdens tankeaktivitet, men lige præcis nok til at holde hjernen beskæftiget. Man bliver så dejligt tanketom af at ælte og forme brød, at det er ren afslapning, nærmest en meditation. Du sparer tid og penge på at tage til et kloster i Himalaya for at rense sindet, og som bonus får du endda lækkert brød ud af det. God appetit.