SINGLEPLUS
Mellem bopæl og pendling findes spændende rejsetid
”Man kan på en måde se sig selv som havet. Bølgerne kan man se som tanker og følelser, der kommer og går. Nogle bølger er store og voldsomme, andre er små. Hver eneste bølge er en del af dig, men aldrig hele dig.”
Således lyder et uddrag fra bogen Mit liv som delebarn, som jeg skrev i 2012 sammen med Renée Toft Simonsen. Hvis den ene forælder bor langt væk fra barnet kan savnet indimellem føles overvældende, næsten som at blive skyllet over af en kæmpe bølge. Hvordan finder man fodfæste og glæde på trods af fysisk afstand? Og hvad kan de voksne gøre for at delebørn, som bor langt fra den ene forælder, også har et godt liv?
Da min søn var 5 år gammel, flyttede jeg som alenemor til Thailand…
Med ham. Jeg arbejde på et børnehjem et halvt år. Han var med hver dag på arbejde og legede med børnene, gav dem knus og tumlede med dem på plænen, når de kom løbende os i møde om morgenen. Han donerede alle sine dinosauer t-shirts til drengene og brugte sine lommepenge på at købe en læderfodbold til dem i gave, da vi rejste tilbage til Danmark. Han var med på hospitalet, hvor vi besøgte en døende HIV-smittet pige på 8 år, som vejede mindre end han selv gjorde. Han pustede sæbebobler hen over hendes seng, så hun indimellem kom til at grine og vi havde altid grillkylling med til hende, for det var det eneste, hun havde lyst til at spise bare en lille smule af. Desuden rejste han med op i bjergene, hvor vi besøgte sponsorbørn, som jeg skrev artikler om og så, hvordan de gik i skoleuniform og høfligt skulle rejse sig, når de ville sige noget i klassen. Han var med på besøg hos de fattige familier, hvor en hel familie ofte boede i ét rum, som var lavet af metal- eller træplader uden toilet og lavede mad på jorden. Og han var også med, da vi fulgte en forældreløs dreng ud på landet til sin nye plejefamilie. Men mest af alt var han med på en rejse, hvor han lærte nogle helt særlige ting, som han ellers ikke ville have oplevet og han var i kontakt med sin far på en anden måde end ellers.
Når min søn savnede sin far hjemme i Danmark
-Så fandt vi en internetcafé, hvor vi skrev til ham eller ringede ham op. Der kunne pludselig opstå et behov for at have kontakt med ham og det forsøgte jeg så vidt muligt at give plads til. Nogle gange kom der heldigvis en pakke med posten enten fra venner, hans bedsteforældre eller hans far og det gjorde os begge inderligt glade. Hver dag skrev og tegnede vi i en dagbog, som vi havde med hjem og der blev købt gaver og taget en masse billeder. Et par dage efter vores hjemkomst, fulgte hans far ham i skole på første skoledag i 0.klasse og der blev fortalt mange detaljer fra den rejse som uden tvivl har præget os alle på flere niveauer.
Jeg kender en pige, som flyttede til den anden ende af landet
-Med sin mor. Hver anden weekend rejste hun med ‘børne-toget’ frem og tilbage fra Ålborg til København. Hun var 10 år gammel og lærte på meget kort tid alle storbyerne i Danmark udenad, for på hver togtur blev byernes navne råbt op i toget, hver gang toget stoppede. Jeg kender også et hold søskende, som blev boende med deres far i Jylland, da deres mor flyttede til København sammen med sin nye kæreste. Hun havde sådan et job, hvor hun arbejdede i weekenderne og havde fri mandag til onsdag, hvor hun kom til Jylland for at være sammen med børnene. På fridagene kunne hun både følge dem i skole og hente dem tidligt.
Da Magrete Vestager blev ansat i EU, flyttede hun og manden samlet derned med deres to børn. Siden er deres familiestruktur blevet ændret – dog uden at de voksne er blevet skilt – men nu bor de ikke længere sammen i det samme land. Det ene barn ønskede at flytte tilbage til Danmark med far og det andet barn blev i Bruxelles med mor.
Og konklusionen?
Der findes mange modeller for boformer i familier – uanset om man er skilt eller ej. Hvis børn bor langt fra den ene forælder, så er det deres livsvilkår, som indimellem kan opleves som barske – både for børn og voksne. Men afstand kan også være berigende og give store oplevelser, der ellers aldrig ville være barnet forundt, og bidrage positivt til dannelsen af det lille menneske på sin vej mod voksenlivet. Glasset kan altså både være halvt tomt og halvt fuldt og de voksnes optik på situationen er med til at forme barnets oplevelse af omstændighederne. Børns behov er umiddelbare og det vigtigste må være, at barnet bliver set og dets behov lyttet til – midt i vores egne ønsker om både karriere og kærlighedsliv, så den fysiske afstand så vidt muligt (også)foregår på børnenes præmisser.
