SINGLEPLUS
Hvornår er samsovning barnets behov – og hvornår er det dit?
Samsovning kan påvirke den livsvigtige tilknytning, som skal foregå mellem barnet og de primære voksne. Hvis den tidlige tilknytning ikke finder sted, kan det have fatal indvirkning på barnets udvikling både fysisk, forståelsesmæssigt og følelsesmæssigt. Man kan jo spørge sig selv, om det virkelig behøver at betyde, man skal sove sammen for at barnet får dækket sit behov for fysisk nærhed? Det korte svar er nej. Men der kan alligevel være visse essentielle fordele ved samsovning…
Ro i en travl hverdag
Småbørnsfamilier har ofte en travl og til tider hektisk hverdag, hvor der både skal være plads til de voksnes arbejde/karriere, venner, familie, træning, TV og aktivitet online. Derudover kommer børnenes liv i vuggestue, dagpleje, børnehave eller skole, legeaftaler og anden aktivitet. Der skal købes ind, laves mad og gøres rent og meget mere. Desuden har nogle børn to hjem, som de skal bevæge sig imellem med forskellige regler og normer for, hvordan hverdagslivet håndteres. Det kan de fleste børn godt håndtere, hvis der samtidig er mulighed for tid til omstilling og ro. Og netop det med at skabe ro kan være en udfordring i mange familier, for hvordan gør man egentlig det, når dagligdagen ruller afsted?
Børn er symptombærere
Børn kan være symptombærer for det, som familien mangler at få øje på. Så hvis barnet har svært ved at sove i sin egen seng og hellere vil ind til de voksne eller har tankemylder og måske vågner med mareridt, så kan det handle om flere ting. Ved samsovning mærker barnet fysisk nærhed med de voksne, mens de voksne er afslappede og i ro. Det kan virke afstressende og endda traumelindrende på børn, at få aktiveret sanserne samtidig med at de er i dyb ro sammen med deres forældre. Og når børn ligger tæt op ad de voksne, så kan de dufte den genkendelige og trygge duft af de voksne, mærke dem, måske lytte til deres stemme, som læser godnathistorie eller nynner en godnatvise og måske se ind i deres kærlige blik som noget af det sidste den dag. Det skaber alt sammen ro og balance i barnets autonome nervesystem, som på en måde kan virke lidt ligesom at trykke på reset. I sådanne tilfælde kunne jeg som familieterapeut godt finde på at anbefale samsovning i en periode, for at undersøge om barnet profiterer af nærhed med voksne, der er i dyb ro.
Er det altid barnets behov?
Det kan selvsagt være lidt af et dilemma, for barnet kan også have brug for og gavn af at sove i sin egen seng og derved lære evnen at til egen-beroenhed. Det er vigtigt, barnet ikke altid er afhængig af andre til at kunne finde ro og falde i søvn. Det kan også være vigtigt at se på, om samsovning virkelig er barnets behov og ikke primært de voksnes behov for fysisk nærhed, da det naturligvis ikke er barnets opgave. Men hvis man udelukkende er sammen med sit barn hver anden weekend, så kan der være behov for at skabe kontakt, tryghed, nærhed og hyggestunder, som skaber ro for både barnet og den voksne. Nogle forældre har erfaret, at barnet falder bedre i søvn og sover igennem ved samsovning, som igen resulterer i et veludhvilet barn (og voksen), der har mere overskud og energi den efterfølgende dag. På den måde minimeres konflikter og dagen flyder nemmere.
Reflekter evt. over følgende ift. samsovning:
- Hvornår har mit barn brug for samsovning?
- Hvornår har jeg som den voksne brug for samsovning?
- Hvordan kan jeg i løbet af dagen dække behovet for fysisk nærhed, dyb ro og kærlig kontakt?
- Hvordan kan jeg skabe ro og tryghed på barnets værelse?
- Hvordan kan jeg skabe ritualer, der gør det nemmere for barnet at falde i søvn?
“Han skal da ligge i sengen ved siden af dig”
Da jeg fødte en dreng for 23 år siden – efter et 30 timers traumatiserende smertehelvede – var jeg ikke blevet mor. Det blev jeg først dagen efter. Min mor havde været med under fødslen og havde set, hvordan jeg udmattet lagde hendes nyfødte barnebarn i den gennemsigtige plastikkrybbe og rullede den hen til hovedgærdet af sengen, hvor jeg skulle sove den første nat efter denne dramatiske oplevelse. Og lige der på barselsgangen delte hun en visdom med mig, som jeg til evig tid vil være hende dybt taknemmelig for og som fuldstændig ændrede relationen til min søn. Hun sagde ganske enkelt; ”han skal ikke ligge i den der plastiktingest. Han skal ligge i sengen ved dig”. Jeg kan huske, hvordan jeg protesterede med bekymring for, at kunne komme til at rulle rundt i søvne og måske lægge mig på ham. Men hun insisterede på, at det selvfølgelig ikke ville ske og løftede ham op i min favn og ønskede os godnat. Lige der opdagede jeg, hvordan han duftede. Hvordan hans lille bitte hånd krammede min finger. Hvordan jeg beskyttende placerede ham op ad min brystkasse. Hvordan jeg betragtede hans sovende ansigt. Og især hvordan tiden stod meningsfuldt stille. Det var denne nat, jeg opdagede, jeg var blevet mor.
