Bliv medlem
Børn og delebørn Skilsmisse

Ferie uden børn

10. oktober 2018

author:

Ferie uden børn

”Jeg glæder mig til ferie med min far og hans kæreste og hendes børn. Men jeg synes, det er synd for min mor, at hun skal være alene.”

Børn er naturligvis optaget af, hvordan begge forældre har det, så ferier kan indimellem stille børnene i nogle dilemmaer, som kan være en stor udfordring at håndtere. De indledende ord stammer fra en 12-årig dreng på vej på ferie. Hvis barnet ved, at den ene af forældrene har det svært med ferie-situationen, så vil det instinktivt være optaget af, hvordan denne situation kan forbedres. Hvis barnet ikke har mulighed for at gøre eller sige noget, som kan forbedre forholdene for den forælder, som ikke har ferie-samvær, så kan barnet opleve en følelse af frustration eller magtesløshed og det kan udløse et ekstra stort savn til den forælder, som barnet ikke skal tilbringe ferie med. Vi voksne ved godt, at det er en umulig (og urimelig) opgave for barnet at gøre alle i familien glade, så hvordan støtter vi bedst barnet, når det skal holde ferie med eksen?

Før barnet skal holde ferie med din eks

Sædvanligvis er en ferie noget, man har positive forventninger til. Men hvis man lige er blevet skilt, kan den første ferie uden børnene dog for nogle skilte forældre være som en form for forstørrelsesglas, der gør det tydeligt, at familielivet fra nu af er grundlæggende forandret. Man kan være bange for at gå glip af en masse dejlige oplevelser med børnene og kan derfor blive følelsesmæssigt udfordret, fordi man måske ville ønske, at det var én selv, der kunne holde ferie med børnene. Selvom du lige nu måske ikke tror på, det kan blive godt – så tving alligevel din hjerne til at tænke et eller andet positivt omkring ferien. Tag vare på dine egne tanker og følelser, så det ikke bliver barnets opgave. Fortæl gerne barnet noget af det, du selv har planlagt at bruge ferien på uden at det naturligvis skal vække jalousi. 

Hvis der var noget, jeg kunne glæde mig til, hvad kunne det i så fald være?

Hvis mit barn kunne glæde sig til noget i ferien uden dig, hvad kunne det så være?

Mens barnet holder ferie med din eks

Det være en god idé at lave en aftale med din eks om, hvornår og hvordan det ville passe bedst, at du og barnet kan have kontakt i løbet af ferien. Forsøg så vidt muligt at undgå at ringe til barnet lige inden sengetid, når det er træt, da samtalen ellers for nogle børn kan vække en unødig længsel. Nogle skilte forældre har positive erfaringer med at lade barnet selv tage kontakt, når det har oplevet noget rart, som kan deles med den forælder, som man ikke tilbringer ferien med. På den måde kan I alle opleve samhørighed omkring barnets liv på trods af opdelte ferier og du kan mærke, at barnet trives, selvom I ikke er sammen.

Husk på, at jo flere gode oplevelser dit barn får, desto rigere bliver I alle – uanset om det er med dig eller andre!

Efter barnet har holdt ferie med din eks

Børn elsker begge sine forældre og har brug for at mærke tilknytning til både mor og far. Tænk gerne over, hvordan du skaber en rolig overgang for barnet fra at have tilbragt ferien med din eks til at være tilbage sammen med dig og dagligdagen, som også vender tilbage efter en ferie. 

Hvordan tager du bedst imod dit barn efter ferien? Hvad kunne netop jeres barn have brug for, når ferien er slut? Hvordan spørger og lytter du bedst til, hvad barnet har oplevet? 

Jeg anbefaler, at barnet får mulighed for at tegne noget fra ferien, som kan danne rammen for en måde at tale om ferien på, som tager udgangspunkt i barnets perspektiv. Det at tegne er en god konkret måde for børn at genskabe tilstande, som det har oplevet. Måske har din eks sendt billeder fra ferien, som også kan vække oplevelser, som barnet kan dele med dig. Fortæl også gerne kort om, hvilke gode oplevelser du selv har haft, mens barnet tilbragte ferien med din eks, så det fremover bliver nemmere for barnet at give slip på evt. bekymring for dig. 

Ferier i skilte familier er kendetegnet ved, at både børn og en af de voksne indimellem skal undvære hinanden. Vær opmærksom på, at barnet måske efter ferien også kan komme til at savne din eks.